top of page
Mikael Bisp

Battlefield 2042


Fakta

Udgiver: EA Udvikler: DICE Platform testet på: PS5 Tilgængelige platforme: PS4, Xbox One, Xbox Series S/X, PC

For snart 3 måneder siden udkom det nyeste spil i Battlefield serien. Jeg har spillet det jævnligt på min Playstation 5 lige siden, ikke fordi jeg er vild med spillet, men fordi jeg ville se om Dice fik reddet spillet fra den fiasko det var, da det blev lanceret. Jeg har flere gange ønsket at skrive en anmeldelse af spillet, men jeg har altid fundet en eller anden dum undskyldning for at udsætte min anmeldelse, skal jeg være helt ærlig, så er det fordi jeg havde et ønske om at Battlefield 2042 var et meget bedre spil end det er, desværre er det ikke alle ønsker som går i opfyldelse.

Lad mig starte med at være helt ærlig, jeg er lidt af en Call of Duty fan, jeg har brugt mere end 1.000 timer på Modern Warfare spillene på min Playstation 3. Battlefield spillene har aldrig fyldt så meget i mit gamer liv, Battlefield 3 og 4 er nok de spil jeg har spillet mest, tror ikke engang jeg kommer over 100 timers spilletid samlet i de spil. Jeg har dog spillet alle Battlefield spillene siden 3´eren. Men det skal ikke forhindre mig i at anmelde det nyeste Battlefield spil, jeg har nemlig altid haft en drøm om at forelske mig i et Battlefield spil, som jeg kan spille med andre ligesindede folk. Battlefield 2042 er det nyeste skud på stammen i serien. Som navnet allerede antyder så foregår spillet nogle årtier ude i fremtiden. Spillet indeholder ikke nogen singleplayerdel, udviklerne bag spillet havde en intention om at lave det perfekte multiplayerspil, og derfor ville de udelukkende bruge tid på multiplayerdelen.


Der er 3 spilmodes i 2042, All-Out Warfare, Portal og Hazard Zone. I All-Out Warfare kan man vælge om man vil spille Breakthrough eller Conquest, to af de nok mest kendte modes i Battlefield spillene. Her er der 128 spillere (64 spillere på de gamle Xbox og Playstation konsoller) samtidig på de forskellige baner. Portal er en mode hvor man kan lave sine egne spil modes, man kan vælge baner, våben, energi og meget mere for at lave den perfekte mode. Man kan frit vælge fra maps og våben fra ældre Battlefield spil. Den sidste mode er Hazard Zone, her bliver 32 spillere delt op i hold af 4, disse skal kæmpe om at samle nogle harddiske op og få dem bragt i sikkerhed. Alt imens man bliver overfaldet af andre hold og computer styrede modstandere.

Portal har jeg brugt meget lidt tid på, denne mode fangede aldrig min interesse. Hazard Zone har jeg spillet en del, men desværre så rendte jeg ofte ind i tekniske problemer, som gjorde at spillene sluttede inden de begyndte. Hazard Zone er sjovt når det fungerer, men det gjorde det alt for sjældent for mig. Jeg brugte mest af min spilletid i All-Out Warfare, det er her jeg havde det sjovest med spillet. Den første måned med spillet forsøgte jeg mange gange at spille breakthrough, men tekniske problemer gjorde det fuldstændigt umuligt at spille en omgang af denne mode. Jeg oplevede 3 forskellige typer fejl. Nogle gange loadede spillet fint, men jeg kunne ikke komme videre fra startskærmen, alle spillere hang fast, og man kunne kun skrive dumme kommentarer til hinanden. Andre gange startede spillet perfekt, men så var der kun et hold af spillere, modstanderne ankom simpelthen aldrig til spillet, og det er sgu ikke særlig sjovt at rende rundt og skyde ingenting. Den sidste typiske fejl var at man ikke kunne ændre loadout, man kunne simpelthen ikke vælge andet end startvåben og personer. Efter en måneds tid med de samme fejl om og om igen, selvom Dice udgav et par patches som skulle forbedre alle disse fejl, så stoppede jeg fuldstændig med at prøve denne mode.


Det eneste som fungerede (næsten) hele tiden for mig var Conquest. Her kunne jeg vælge loadout våben og en af de fire klasser af soldater som er til rådighed i spillet. Jeg har altid været fan af sniper rollen i den her type spil, så jeg valgte oftest Recon klassen, denne har de bedste våben og gadgets som passer bedst til denne rolle. Man kan selvfølgelig også lege Rambo med Assault klassen, læger uden grænser som Medic, eller hvis du mere er MacGyver typen så er Engineer klassen nok noget for dig. Disse klasser er delt ud over flere forskelliger specialister, her er f.eks. Emma ”Sundance” som kan flyve med en wingsuit, og Maria Falck som har en healing-pistol. Når man har kæmpet sig igennem de frygtelige menuer i spillet, bliver man smidt ud på en af de syv gigantiske maps som er med i spillet. Nu gælder det om at erobre og beskytte forskellige ”control points” på banen.

Der er som sagt syv baner i spillet nu (der er planlagt flere i løbet af spillets levetid), og de er vildt store, faktisk alt for store selvom man er 128 spillere samtidig på banen. Oftest skal man løbe i mange minutter før man støder på modstandere som man kan skyde efter, dette er meget frustrerende hvis man (som mig) er dårlig til spillet og dør med det samme man møder modstandere. Det føles ofte som om jeg bruger mere tid på at løbe alene igennem banerne istedet for at udkæmpe en krig mod mine modstandere. Man kan dog også vælge at spawne et fartøj, feks. Et fly eller en tank, så kan man hurtigere bevæge sig igennem banen. Der er dog et meget begrænset antal fartøjer til rådighed i løbet af et spil, og ikke alle fartøjer er lige sjove at bruge. Den første måned i spillet mødte man konstant svævebåde, spillerne fandt nemlig hurtigt ud af at disse var for gode, man kunne faktisk ”sejle” op af siden af højhuse og andre mærkelige steder. Dette er dog blevet ændret med en patch sidenhen. Når man så endelig er i krig, så er det ikke altid lige underholdende, med 128 spillere på en bane så er det mere kaos end strategisk krigsføring. Samtidig opstår der en gang imellem nogle ekstreme naturfænomener, såsom tornadoer og sandstorme som gør det endnu mere umuligt at bruge taktik i spillet. Det er heller ikke perfekt at man ikke kan kommunikere med de andre spillere, der er ingen mulighed for at at snakke via et headset i spillet. Jeg forstår ikke rigtig tankegangen bag denne undladelse, man kan ikke planlægge sine angreb eller fortælle hvor man er på vej hen. Dette er endnu en grund til at det er meget lidt taktik i spillet.


Teknisk er spillet en meget blandet landhandel. Grafisk er det meget smukt på Playstation 5, specielt de ekstreme naturfænomener er smukke at se på, og banerne er fulde af små smukke detaljer som gør banerne en smule mere levende. Til en vis grad kan man også skyde dele af banerne i stykker, desværre ikke særlig meget. I de foregående Battlefield spil har man altid kunne skyde huse i tusind stykker, det gjorde det umuligt at gemme sig for længe det samme sted. I 2042 kan man skyde dele af vægge ned, rør kan skydes i stykker og nogle andre småting i banerne, men det er langtfra så tilfredstillende som i de foregående spil. Man føler næsten at man skyder med en ærte-bazooka når man fjerner et stykke af en mur. Battlefield spillene har altid været kendt for deres fantastiske lydside, våben lyder som rigtige våben og der er saft og kraft i alle lydene. Men dette er ikke helt tilfældet i 2042, våben lyder godt men de mangler kraft. Forestil dig en stor tyk person som falder ned af nogle trapper, du kan næsten føle smerten i lyden mens dette individ brager ned igennem trinene. Men istedet for denne lyd, så forestil dig lyden af to salami-skiver som bliver klasket op i ansigtet af et barn. Det er lidt den følelse jeg havde da jeg spillede 2042, fede lyde som mangler saft og kraft bag dem, og det var lige meget om jeg spillede med headset eller på mit surround anlæg. Tidligere i den her anmeldelse nævnte jeg menuerne i spillet, de er simpelthen bare frygtelige. De kræver alt for mange tastetryk for at udføre bare den mest simple handling, samtidig med at de ikke giver mening. Jeg kan slet ikke se ideen bag disse menuer, de fungerer hverken med en mus eller en kontroller, det er ubegribeligt hvorfor Dice har valgt at implementere disse menuer i spillet. Specielt menuerne mens man er igang med et spil, hvis man f.eks. Vil skifte klasse eller våben, det er alt for besværligt og tager alt for lang tid.

Når vi nu er ved den tekniske del af spillet, så er der stadig mange bugs og fejl i spillet. En del er fjernet via diverse patches siden spillet udkom, men der er stadig en del trælse fejl. Specielt loadout fejlen, hvor man ikke kan vælge våben eller specialist i et spil, gør spillet til en MEGET frustrerende oplevelse. Dice har lovet at de vil fjerne alle fejl i spillet og gøre det hele til en bedre oplevelse, de har faktisk udsat den første store opdatering (med nye baner, specialister osv.) fra Marts 2022 til sommer 2022. De har simpelthen brug for meget mere tid til at finpudse spillet.


Inden jeg gik igang med at spille Battlefield 2042 havde jeg et ønske om at forelske mig i spillet, desværre er det totalt modsatte sket. Jeg er endt med at ”hade” spillet, had er måske et meget hårdt ord at bruge her, men det er faktisk det ord som bedst beskriver mine følelser for Battlefield 2042. Spillet er en stor skuffelse, det kan være at Dice klarer at vende skuden og gøre spillet til en fed oplevelse senere i år, men det er nok allerede for sent. Fra dag 1 har man kunne spille Crossplay med andre platforme, hvor Playstation, PC og Xbox kunne spille samme, og det tog ikke mange sekunder før man var i en fuld lobby med spillere, selvom man fravalgte crossplay og kun ville spille med eksempelvis Xbox Spillere. Sekunder er nu erstattet med minutter og fravælger man crossplay delen og kun leder efter Playstation spillere, så tager det meget længere tide før man kommer igang med et spil. Så det ser ud til at de fleste spillere har forladt den synkende skude og de vender næppe tilbage igen.

Battlefield 2042 er et skuffende Battlefield spil og jeg kan ikke anbefale det til andre spillere lige nu, og jeg ved ikke om jeg kan det i fremtiden, fordi jeg har slettet spillet fra min konsol og vil nok aldrig downloade det igen.

 

Av. Av. Av.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

So Many Clues

Helldivers 2

Comments


bottom of page