Fakta
Udgiver: GMT Games Udvikler: Chad Jensen
Den 14. november 2019 tabte spil designer Chad Jensen kampen mod kræft. Chad var ikke blot en fantastisk spil designer men også en af de mest sympatiske skikkelser indenfor brætspil hobbyen. Det er et kæmpe tab for hele industrien og naturligvis endnu mere for den familie han efterlader. Heriblandt hans hustru Kai som var hans faste meddesigner og medudvikler i de fantastiske spil han designede. Chads største titler er Combat Commander spillene som er anerkendt som nogle af de bedste taktiske krigsspil, Dominant Species, Urban Sprawl og Welcome to Centerville. Disse spil kunne i være mere forskellige og understreger Chad’s store kreative rækkevidde.
I dag skal vi tale om Dominant Species Marine som desværre bliver det sidste spil vi får fra Chad da spillet udkom efter hans død. Chad nåede at designe spillet færdig og Kai sørgede for at det blev færdigudviklet og udgivet. Og sikke en afskedsgave til brætspilsverdenen vi har fået her.
Dominant Species Marine (efterfølgende DSM) er en slags strømlinet efterfølger til det originale Dominant Species. Jeg har desværre aldrig spillet originalen og derfor ville sammenligninger mellem de to kun kunne skrives som citater fra andre spillere. Med andre ord kommer denne anmeldelse udelukkende til at dreje sig om DSM.
Selv om Chad er mest kendt som krigsspil designer så læner Dominant Species Marine (og forgængeren) sig langt mere op af eurospils konventioner. I grove træk er Dominant Species Marine et worker placement spil.
Hvis du nu udstøder et suk der kan måles på richterskalaen kan jeg sagtens følge dig. Hvis der findes en genre der er overfyldt så er det worker placement genren. Hvert år udkommer der et væld af nye titler med denne centrale mekanisme. Så når vi har et veritabelt hav af titler i samme genre, hvordan skulle DSM på nogen måde kunne føles unik?
I Dominant Species Marine vælger hver spiller en type af havdyr. Enten reptiler, blæksprutter, fisk og krebsdyr. Nu er din opgave hen over spillets forløb at sprede din art ud over oceanet og udvikle og tilpasse den til nye elementer og dermed forbedre og styrke dens overlevelse. Groft skitseret op er Dominant Species nærmest en brætspilscocktail der blander Civilisation og Spore, altså et spil der drejer sig om at udvikle sin art og samtidig overtage verdenen (eller oceanet i dette tilfælde).
Runderne i spillet foregår som følger. Alt efter din arts placering i fødekæden bliver det din tur til at agere (jo lavere i fødekæden jo før i ordenen er du, omvendt er der afgørelser i spillet hvor det er en fordel at være højere i fødekæden). På din tur bruger du enten en af dine aktionsfigurer til at tage en aktion, eller du tager dine aktionsfigurer hjem. Der er visse regler du skal følge når du vælger hvilken aktion du tager. Aktionspladserne forekommer i rækker i en lang kolonne. Du kan kun tage en aktion på en fri plads, ligesom det er kutyme i alle worker placement spil. Men ud over dette er der flere restriktioner. Du må kun tage en aktion der ligger enten til højre for en brik du har placeret i samme række, eller længere nede i kolonnen. Med mindre du bruger en specialfigur. Disse specialfigurer kan tage aktioner højere oppe, selv om du har taget aktioner længere nede i kolonnen, og de kan tage special aktioner i rækkerne som ikke kan tages af normale aktionsfigurer.
Disse specialfigurer får du adgang til ved at dominere et givent element i oceanet. Det være sig plankton, sollys eller lignende. Du dominerer et element ved at tage dominansaktionen hvorefter du beregner hvor stærk du er i det givne element. Kan du komme højere end det tal der pt er elementets mål modtager du specialbrikken for dette element. Hvis brikken allerede er taget af en modstander tager du den simpelthen fra dem, fordi du jo nu dominerer elementet mere end de gør.
Dominansen beregnes ud fra en blanding af hvordan du har spredt dig i oceanet og hvor mange af dette element du har på din personlige artsplade.
Og her kommer vi allerede til kernen i hvad der gør Dominant Species til så fabelagtig en oplevelse. Alle dele af spillet påvirker på en eller anden måde hinanden og alle aktioner du udfører har en konsekvens for dine medspillere. Høj spiller interaktion er en kerne i DSM.
Dette ses i særdeleshed i de såkaldte evolutionskort. Disse er faktisk en slags event kort der kan spilles af spillerne hvis de tager en såkaldt evolution action. Effekterne på disse kort er mange og meget varierede og alligevel føles de balancerede. Der er konstant et udvalg på 5 kort man kan vælge mellem. Når et kort er brugt bliver et nyt hevet frem fra stakken. Men alle spillere kan hele tiden se disse kort og alle har mulighed for at gå efter dem. Som nævnt kan alle spillere se disse kort og det gør også at man har mulighed for at forudse hvad der eventuelt kan komme til at ske på spilpladen og forberede sig på eller endnu bedre udnytte dette til egen fordel. Nogle af disse kort har effekter der sker så snart de bliver afsløret. Dette kan være at alle typer af et givent element bliver fjernet fra aktionskolonnen. Fælles for netop disse kort er dog at de typisk giver et stort antal point for netop dette element, og derfor hjælper det igen på balancen at fjerne elementet fra aktionsdisplayet og dermed lade det være oceanet og hvordan man har placeret sig der være det afgørende. Samtidig sikrer det også at alle spillere begynder, enten at gå efter andre der har dette element eller at forsøge at styrke sin egen placering i forhold hertil, som igen sørger for en konstant interaktion mellem spillerne.
En anden ting der kan være på disse kort er et ikon af et skelet af en fisk eller en fuldfed fisk. Skelet fiskens afsløring fører til et såkaldt extinction event. Her vil alle de arter (spillernes kuber) der er truede dø. En art er truet når den befinder sig på en hexagon hvor ingen af de elementer den lever af er tilstede. At kunne få fjernet sine kuber på denne måde ved et kort bliver afsløret fra bunken gør naturligvis ondt, men det er en fare man er klar over og man kan forberede sig på, og igen sikrer det interaktionen, for en stor del af spillet handler også om at prøve at presse modstandernes placeringer så deres kuber bliver truede. Den fuldfede fisk signalerer et såkaldt survival event. Dette event belønner spilleren der pt har flest kuber på såkaldte Vent tiles. Vent tiles er små hexagoner man, gennem en aktion, kan placere oven på de andre hexagoner. Disse giver ikke ret mange point i sig selv, men under survival events er der rig mulighed for at score mange point hvis man er den der er placeret på majoriteten af disse. De er dog et tveægget sværd. Som nævnt giver de ikke mange point når de enkelte hexagoner skal scores, og samtidig er de ret farlige for elementerne. Hvis et element nogensinde bliver omringet af tre vent tiles forsvinder elementet. Dette kan både bruges aggressivt men det er også en fare man skal være opmærksom på hvis man forsøger at gå efter en vent strategi. Igen altså et smukt potpourri af strategi, interaktion og balance.
Den sidste type kort er såkaldte trait kort. Disse vælger man inden spillets begyndelse og de giver ens art en unik evne. Igen er der stor variation mellem disse og de føles alle på den ene eller den anden måde vanvittigt stærke, men er samtidig fint balanceret mellem hinanden. Disse kan være ting som at man automatisk trives i et ekstra element eller at man får en ekstra tur hvis man tilbagekalder alle aktionsfigurer på en gang o. Lign.
Nu har vi talt lidt om rundernes forløb i spillet. Lad os til sidst tale lidt om hvordan en runde sluttes og slutningen på spillet. Når en spiller tager sine aktionsfigurer tilbage første gang flytter denne en lille kube til højre. Når alle spillere har gjort dette er runden slut. Det der er interessant her er at man ikke melder pas efter at have trukket sine aktionsfigurer tilbage, nej næste gang det bliver din tur sender du dem ud igen. For det første sørger dette for at man aldrig sidder og triller tommelfingre, som ellers ofte er tilfældet i spil hvor en spiller skal melde pas efter at have trukket arbejdere tilbage. Desuden giver det endnu et saftigt dilemma at tage stilling til for spilleren. På den ene side så kan man komme op i toppen af kolonnen igen når man har taget sine figurer tilbage, men så længe modstanderes figurer stadig er der ude er man begrænset, og så længe alle ikke har taget deres figurer tilbage i denne runde bliver elementerne osv. ikke fornyet. Hvert eneste valg har altså en konsekvens.
Spillet slutter når det såkaldte asteroide kort bliver spillet. Dette kort er altid blandet ind i de sidste fire kort i bunken, men spillets slutning er altså først når en spiller vælger at spille dette kort. Igen skaber det en spænding og et pres mellem spillerne. Især fordi når spillet slutter vil alle hexagoner blive scoret igen og dominansbrikkerne scores også. Vil man forsøge at styrke sin placering på kortet inden spillet slutter? Men hvad nu hvis spiller nummer 3 slutter spillet næste tur? Skal jeg hellere forsøge at svække deres placering og dermed tvinge dem til at vente?
Som ovenstående forhåbentligt illustrerer så er Dominant Species Marine et særdeles sammenhængende design. Ingen aktion, intet kort, ingen mekanisme føles tilfældig eller overflødig. Lange snarer føles hver enkelt lille del af spillet som en nødvendighed for at kreere en så interaktiv og givende oplevelse som muligt. Alene det at grave efter muligheder for at kombinere aktioner, evolutionskort og ens egne ever i store verdensforandrende handlinger føles særdeles tilfredsstillende. Når man så blander en formidabel balance og en unik høj grad af interaktion oven i, ja så står man med tilbage med noget der føles helt specielt.
Komponentkvaliteten er også helt i top. Kort, brikker og plader er af høj kvalitet og billedkunsten på kortene er meget farverig og flot. Nu vi er ved komponenter skal en særlig ros lyde til regelbogen. Reglerne er klart og præcist beskrevet og efter at have læst den igennem var det stort set ikke nødvendigt for mig at kigge i reglerne igen. Efter hvert regelafsnit var der også en lille kursiv skrift der udspecificerede scenarier der måske kunne lede til spørgsmål under spillet, hvilket igen sikrede at behovet for at vende tilbage til regelbogen var nærmest ikke eksisterende.
Et af kritikpunkterne ved det første Dominant Species var at det ikke var særlig godt med to spillere. Eftersom jeg ikke har spillet etteren kan jeg ikke udtale mig om det. Men jeg kan dog sige at Dominant Species Marine er eminent med to, tre og fire. Uagtet spiller antal så er DSM en fantastisk oplevelse og det føles som et spil alle andre worker placement spil kan, og bør, lære noget af.
Jeg er ganske enkelt helt vild med Dominant Species Marine. Brætspil der skaber naturlig historiefortælling gennem sit forløb har altid tiltalt mig, og her er DSM virkelig godt. Måden de forskellige evner og evolutionskort og ikke mindst spillernes aktioner, påvirker det pap ocean man sidder foran, skaber et hav af små mindeværdige øjeblikke. Samtidig er det så forskelligt hvilke traitkort man får og hvilke evolutionskort der kommer ud og hvornår, så hvert spil føles nyt og interessant og fortæller sine egne små historier. Selv om Dominant Species Marine egentlig er et eurospil i den mere komplekse ende af skalaen er tematikken så stærk og gameplayet så flydende designet at det efter blot få runder føles som en leg at spille. Regler og mekanikker føles aldrig i vejen for spilleren, men i stedet føles det som en kamp mellem din art og dine modspilleres arter.
Man skal passe på med at bruge ordet, men jeg er oprigtigt overbevist om at denne afskedsgave fra Chad ikke kan betegnes som andet end et mesterværk.
Et genredefinerende mesterværk. Karakteren er godkendt af hele redaktionen.
Comments