top of page
Mikael Bisp

Meeples & Monsters



Fakta

Udvikler: Ole Steiness Udgiver: AEG

The Kardashians er kendt for at være en smuk ekstravagant famile med deres egen TV-serie og en spand fuld af penge i hvert hjørne af deres hus, det samme kan ikke siges om min familie. Familien Bisp (ikke at forveksle med Brødrene Bisp) er ikke kendt for noget som helst, vi har ikke vores egen TV-serie eller noget som helst, men vi har dog en speciel glæde ved at spille brætspil sammen. Det plejer normalt at være forholdsvis simple spil såsom Matador, Cluedo, Partners og Ticket to Ride, men i et øjeblik af galskab sagde denne lille familie, ja, til at prøve kræfter med et lidt mere indviklet spil, Bag Builder spillet Meeples and Monsters fra AEG.


Lad mig lige kort indledningsvis forklare hurtigt hvordan man spiller Meeples & Monsters. Man kan være 2-4 spillere, og har man købt kickstarter udgaven kan man også spille det alene, vi spillede det mest med 2 eller 3 spillere. Det første man skal gøre er selvfølgelig at sætte spilpladen op og placere alle kort og brikker, dette kan godt tage lang tid, da der er en del forberedelse før selve spillet kan påbegyndes. Der er en normal spilplade, 4 små spilplader som udgør spillernes hjem, en spilplade med 4 felter til de 4 monstre man kan kæmpe mod til sidst i spillet, og så er der flere forskellige typer af kort som skal blandes og sorteres. Sidst men ikke mindst er der mere end 150 små meeples-brikker som skal sorteres og placeres på bordet. Hver spiller får en pose som indeholder 3 grå og 7 hvide Meeples (jeg skal nok forklare lidt mere om farverne senere), og så har de en spilbrik som bruges til at tælle points med på det spilbræt hvor de 4 slut monstre er på. Der placeres 4 tilfældige byggekort på bordet så alle kan se dem. Hver spiller får en spilplade som symboliserer deres hjem, denne er delt op i to dele, en slags bar og en sovesal. Herfefter trækker man 4 quest kort, som man skjuler for sine modspillere. Når spillet er sat op, hvilket sagtens kan tage 10-15 minutter, så kan man endelig gå igang med at spille Meeples & Monsters.

Før en spiller starter sin omgang, så trækker denne 4 tilfældige Meeples ud af deres pose, disse placerer man på Bar-delen af sin spilplade, dette er de brikker man kan bruge når det er ens tur.



Hver spiller skal igennem 3 faser/runder når det er deres tur. Lad mig lige starte med at undskylde for de engelske ord jeg vil bruge i resten af denne anmeldelse, men spillet er på engelsk så jeg vælger at bruge de originale betegnelser for faser, brikker osv. Da det ikke altid kan oversættes til et dansk uden at miste en del charme og kontekst. Pose bygger spil lyder ikke helt så vellykket som Bag Builder game.


Første fase kaldes: Development Phase.

Det er udviklingsfasen hvor spilleren kan vælge at bruge sine Meeples til at bygge nye pladser på spilpladen, eller opgradere de Meeples man har i sin bar på spilpladen. Hvis man vælger at bygge så kan man bruge 2 af de hvide Meeples til at bygge et ny felt, eller man kan vælge kun at bruge en hvid Meeple, men man får så en ekstra hvid Meeple fra bunken af ubrugte Meeples. Det lyder måske godt da man får en ekstra Meeple til sin samling, det er dog ikke helt tilfældet her. Der er flere forskellige typer af brikker/meeples. Der er de grå, som er onde og ikke kan bruges til noget, de er kun med i spillet for at mindske chancen for at trække gode brugbare meeples ud af posen i sin omgang. De hvide er de mest normale Meeples de kan dog ikke opgraderes eller få specielle evner, så det er ikke altid en god ide at have for mange af dem i sin pose. Det er vigtigere at få fat i en af de fire farvede Meeples. En gul, rød, sort eller blå Meeple (eller en af de 3 special farvede Meeples som der kun er får af), det er Meeples som symboliserer stærke figurer såsom en Knight, Mage eller en Cleric. Disse farvede Meeples har specielle evner og kan opgraderes i løbet af spillet, så de bliver endnu mere værdifulde. Så det kan faktisk være et minus at have for mange hvide Meeples i sin pose.

Man bygger ved at placere en af de 4 byggekort der er synlige på nordet, på en af de 8 ledige byggepladser på spilpladen. Men nok om dette lige nu, når man har færdiggjort Development-fasen, så fjerner man de Meeples man placerede på spilpladen og placerer dem i sovesalen på sin egen lille spilplade, dette betyder at de ikke kan bruges før at ens pose er tom for brikker, og man skal trække nye.



Anden fase kaldes: Main Phase.

I denne fase kan man aktivere felter på spilpladen, der er 4 faste felter på spilpladen og de 8 tomme felter hvor man kan bygge på i første fase. Man kan aktivere så mange felter man har lyst til i sin runde (så længe man har Meeples nok til at aktivere med), men man kan kun aktivere et felt en gang i hver runde. Der står en beskrivelse på hvert felt som forklarer hvad man skal gøre, f.eks. på slottet kan man placere en hvid og en blå Meeple så får man en sort Meeple. I denne fase kan man også bruge sine Meeples til at angribe monstre med. Inden spillet startede blandede man en speciel bunke med monster kort, denne bunke skal blandes på specifik måde hvor monstre bliver delt op i niveau og sværhedsgrad. Der bliver så trukket 6 monster kort fra denne bunke og placeret ud for deres distrikt på spilpladen. Pladen er delt op i 4 distrikter med plads til 3 monstre på hvert distrikt, og hvert monster kort har et symbol som fortæller hvilket distrikt de hører til. Et monsterkort har flere forskellige værdier. Den ene værdi fortællerr hvor meget liv den har, der kan f.eks. stå et 2 tal, hvilket betyder at denne skal bekæmpes med brikker som tilsammen har 2 styrke points. En hvid Meeple har altid 1 i styrke, mens nogle af de andre Meeples kan have mere i styrke points og specielle evner når de slås. Slår man et monster ihjel, så vinder man dette kort, og man kan flytte sin spillerbrik det antal skridt som står på kortet. Vinderen af spillet er den som har flest point når spillet er slut, så det er vigtigt at slå monstre ihjel.

Når man har brugt alle de Meeples man har til rådighed i sin omgang, flyttes disse tilbage til sovesalen og så går man videre til sidste fase.



Tredje fase: Draw Phase.

I denne fase rydder man op på spilpladen og gør klar til næste omgang. Har man vundet et monster kort, så trækker man et nyt monster kort og placerer det på spilpladen hvor det hører hjemme, så der altid er 6 monsterkort på spillepladen når næste spiller begynder.

Har man bygget så trækker man et nyt bygge kort og placerer sammen med de andre, så der altid er 4 synlige byggekort på bordet. Til sidst trækker man 4 nye Meeples ud af sin pose og placerer dem i sin bar, har man ikke nok Meeples i sin pose, så tager man dem som er i sovesalen og smider dem i sin pose. Nu er det næste spillers tur.


Jeg glemte helt at forklare om Quest kortene, det er små opgaver som man skal udføre i spillet. Nogle af disse opgaver kan man afslutte under spillet, mens andre først afsluttes når spillet er slut. Hver opgave giver point hvis man udfører dem, men de giver også minus point hvis man ikke fuldfører opgaven inden spillet er slut. Der kan f.els. stå at man skal bekæmpe et monster med en blå og en gul Meeple, eller at man skal have 6 gule Meeples i sin pose når spillet slutter. Hver spiller får 4 Quest kort ved spil start, men man kan erhverve sig flere ved at slå monstre eller aktivere felter på spilpladen.


Spillet finder sin afslutning ved at man trækker monsterkort, der er nemlig 3 specielle Dark Council kort blandet sammen med monster kortene. Hver gang man trækker et Dark Council kort så forhøjer man antallet af Meeples som man trækker ud af posen, så man efter det første Dark Council kort trækker 5 Meeples op af posen og 6 efter at det næste Dark Council kort trækkes. Når det sidste Dark Council trækkes, så kan man kæmpe mod de 4 bosser som er på den specielle spilplade, og efter 2 kampe mod dem så er spillet færdig og man tæller point og finder vinderen.



Hvis du er blevet forvirret og har mistet tråden ud fra min forklaring af spillet, så er du ikke den eneste, og der er endda en masse regler jeg har undladt at forklare. Aldrig i mit liv har jeg haft så store problemer med at læse og forstå et regelsæt til et brætspil. Første gang vi skulle spille Meeples & Monster måtte jeg simpelthen give op efter at jeg havde sat hele spillet op, jeg fattede simpelthen ikke hvad spillet gik ud på. Så jeg måtte gå på Youtube for at se videoer af andre spillere som spillede spillet, og det er ikke fordi jeg er dårlig til engelsk eller er fatsvag, regelsættet som er med i kassen er simpelthen så dårlig og mangelfuld at næsten hver eneste video jeg så klagede over dette. Jeg brugte 2 timer på youtube for at forstå hvordan man spillede det.

Dette er dog et stort problem, fordi i kender jo alle det at man sidder midt i et spil og pludselig bliver i tvivl om en regel i et spil, så er det fedt lige at hive regelsættet frem og tjekke om man spiller det korrekt, men når et regelsæt er dårligt skrevet og ikke beskriver en regel godt nok, så hjælper det jo ikke noget. I Meeples & Monsters er der nogle byggefelter og et par andre ting som virkelig sætter gang i de små grå hjerneceller, selv efter at have spillet det mange gange nu, så er jeg stadig i tvivl om vi gør de rette ting når vi bruger disse felter.


Alle spilleplader og kort er flotte og smukt illustrerede, de er stabile og føles holdbare. Generelt føles det som om spillet er af meget god kvalitet. Selve de små træ brikker/Meeples er fine nok, de er dog en smule kedelige. I den normale udgave af spillet er der ikke nogle illustrationer på brikkerne, det er der på kickstarter udgaven, jeg har fået den normale udgave, så brikkerne er en smule kedelige. Som farveblind er jeg også en smule udfordret her, der er nemlig 2 af farverne som min hjerne ikke helt kan kende fra hinanden. Men som en hel pakke så er jeg imponeret af kvalitet og udformning.


Første gang med spillet er selvsagt en lidt forvirrende omgang, man må hele tiden læse op på reglerne og finde ud af hvad man skal gøre, det føles tungt og ikke helt så underholdende som det burde være når man spiller brætspil med familien. Men når man har spillet det et par gange, så går det hele meget mere flydende og let og det føles som om man spiller et brætspil.

Meeples & Monsters er et spil som formår at underholde, når man har fundet nogle spillere som forstår reglerne og konceptet. Der er dog desværre nogle ting som gør at glæden ikke er 100% hele vejen.


Det tager nogle gange lidt lang tid for en spiller at fuldføre sin runde, de andre spillere keder sig en smule hvis der er en spiller som ikke kan beslutte sig for hvad denne vil gøre i sine faser. Første fase mister også hurtigt sin effekt, da der kun kan bygges 8 felter på spilpladen, så snart disse er bygget så kan man ikke gøre andet end at opgradere sine Meeples i denne fase, jeg kunne godt tænke mig at der i byggefasen var lidt flere muligheder.

Jeg spillede mod en af mine døtre i en 2 spiller omgang og der gik ikke lang tid før at vi havde tømt alle de farvede Meeples fra bordet, hvilket betød at der ikke var nogen mening i at aktivere et felt på spillepladen da man alligevil ikke kunne få en ny Meeple, der var kun de 3 specielle farver tilbage, og dem kunne vi ikke få fat i fordi felterne ikke var på brættet. Så vi kunne kun kæmpe mod monstre og trække nye Quest kort i resten af spillet. Det er en smule kedeligt når man kun kan kæmpe mod monstre og se om man kan udføre opgaver på Quest kortene, spillet mister lidt af sin glans på den måde.



Det ville være løgn, hvis jeg sagde vi ikke havde det sjovt som familie da vi spillede Meeples & Monsters, men jeg må ærligt indrømme at vi har haft det sjovere med andre familie brætspil. Det her spil skal nok spilles af brætspil entusiaster, og ikke Kardashian wannabe familie som bor på Færøerne. Som familie spil kan jeg kun give dette spil 3 lamaer, det er for tungt og regelsættet er dårligt forklaret. Man føler ikke nogen glæde ved at vinde spillet, det føles bare som om man har spillet et spil i et par timer. Jeg er dog sikker på at havde jeg spillet Meeples & Monsters med mine kolleger på Popaco.dk, så havde jeg godt kunne smide en lama mere efter spillet, men da jeg ikke har haft muligheden for dette så kan jeg kun give dette spil 3 lamaer ud af 5 mulige.

 

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

So Many Clues

Helldivers 2

Kommentare


bottom of page