top of page
Aili

Sneakpeak på Meeples & Monsters


Den fredfyldte by Rowan bliver angrebet af bølger af monstre og skadedyr der vil overtage byen, og det er din opgave at stoppe dem før det er for sent, og gerne mere suverænt end dine medspillere.

Meeples & Monsters er et kommende brætspil fra Alderac Entertaiment Group, designet af danske Ole Steiness som bl.a. er kendt for hans afsindig flotte design i spillet Champions of Midgaard fra 2015.

Jeg har været på Zoombesøg hos Alderac, hvor jeg har haft mulighed for at teste spillet via TableTop Simulator. For jer som ikke kender til TTS, så er det en virtual måde at sidde til bords og spille online brætspil præcis ligesom du ville have gjort derhjemme. I dette tilfælde handlede det om at sidde i en lukket gruppe og teste et spil før det er blevet udgivet.

Mark Wootton, som arbejder som spiludvikler og er en af hoved personerne bag AEG, stod for præsentationen af Meeples & Monsters og brug af TTS. Til bords havde jeg selskab af Grant Lyon som er stand up komiker og brætspils entusiast samt Todd Rowland som er Marketing Direktør for AEG, Trinity fra Over Knight Games som anmelder spil og laver events, og til sidst Luke Peter Schmidt som arbejder hos AEG som designer.

Spillet er et fantasy brætspil hvor 2-4 spillere skal tage kontrollen over den inficerede by Rowan. Meeples & Monsters er et bag building game, hvor hver spiller får til opgave at trække bønder op fra sin stofpose til dernæst at træffe opgraderinger for sine meeples (som de små figurer hedder) samt bygge værkstedsbygninger i byen eller vælge kampe mod monstre. Dette er ikke et spil hvor man spiller mod hinanden i kamp, men du samarbejder på en måde om at rydde op i byen, og din agenda er at være den stærkeste, så du står som den ultimative kriger med flest point når spillet er slut for at vinde.



Den flotte spilleplade på midten illustrerer byens 4 områder, hvorpå byggepladserne ligger, og ude i hjørnerne ser man i hvilken del af byen der er flest monstre. Bønderne som du starter med, skal forvandles til troldkvinder, præster, krigere samt riddere i kampen mod det onde. Helt præcist så foregår en start runde i Meeples & and Monsters således; I hver runde trækker du 4 meeples fra din pose, så går man til udviklingsfasen hvor du enten kan opgradere en meeple, bygge en bygning eller bekæmpe et monster (Hvis du har meeples nok til det) og så skal de træk så iværksættes, og du skal derefter trække 4 meeples igen, og så er din tur slut.

Hver gang du bekæmper et monster skal du trække et nyt kort med en farve der viser i hvilket hjørne det næste monster skal placeres i. I kortbunken af monstre, ligger 3 ’Dark Council Arrives’ kort som indikere spillets længde og øget modstand i spillet. Når det sidste kort bliver trukket slutter spillet øjeblikkeligt.

Spillets længde er ca. en time, men første gang det skal spilles vil det højst sandsynligt tage noget længere tid, fordi der er så meget man skal lære.

Det her spil har blæst mig helt bagover af ren begejstring. Jeg har kun spillet en lille bid af spillet, og jeg ser i den grad frem til at få spillet frem på mit eget bord og se hvordan det tager sig ud.

Designet af brætspillet og de tegnede meeples er virkelig så tilfredsstillende og behageligt for øjnene, og hele gameplayet med at udvikle sine meeples og strategisk gå opgraderingerne til værks, er virkelig gennemtænkt og føles virkelig helt naturligt at spille når man får spillet ind under huden, så kører det bare. Spillet er sat til udgivelse d. 2. marts på kickstarter men en fuld udgivelsesdato er endnu ikke sat fra Alderac Entertaiment Group.

Vi holder øjne og ører åbne og hvis vi får adgang til spillet når det bliver udgivet, så sidder vi klar til at anmelde det.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

The Witcher

Comments


bottom of page