Kender du det med at syntes en sang er så dårlig, men du elsker den?
Fakta
Udgiver: Square-Enix Udvikler: Square-Enix Platform testet på: PC Tilgængelige platforme: PS4, Xbox One, PS5, Xbox S S|X
inal fantasy er, hvis du tænker over det, en fjollet titel på denne uendelig franchise, som bliver ved med at spytte spil ud som en enarmet tyveknægt med 3 BAR som lander i rullerne. Der er aldrig noget final, endsige endegyldigt, i Final Fantasy universet, der kommer altid nyt, og hvis ikke det er nyt, så er det noget gammelt som bliver støvet af, finpudset, genoplivet og så kan det gamle noget nyt igen.
Stranger of Paradise hører ind under det man kalder Final Fantasy Origins, hvilket er en spinoff til Final Fantasy serien. Spillet er udviklet af Team Ninja og Koei Tecno games og udgivet af velkendte Square Enix.
Origins er betegnelsen for FF1 og FF2, som har været udgivet til Famicom, og senere i 2002, blev de to spil igen genudgivet i en remastered version til PlayStation. Det var egentlig hintet i starten af projektet, at Stranger of Paradise skulle være en genfortælling af FF1 i et action RPG, men senere viste det sig, at trailerne fortalte en anden historie. Stranger of Paradise er nemlig ikke en genfortælling af FF1 eller FF2 eller de tidligere Origins spil. Det er en slags fortolkning af en af karakterene fra de første klassiske rollespil som hopper lidt i tid og sted. Vi følger Jack og hans to allierede, der betegner sig selv som lysets krigere, som glorværdigt er på en mission for at dræbe Chaos, den ultimative sidste boss i det originale FF. At have en historie gennem et spil er en central del af at spille Final Fantasy og dette spil er heller ingen undtagelse, så jeg fortsætter smøren lidt endnu. Hvis I ikke har fulgt med i trailerne inden release, så kommer her en spoiler på hvad historien rent faktisk kommer til at indeholde.
Jack – vores hovedperson – er Jack Garland, også kendt som bare Garland, som er en af de hårde skurke fra FF1. Han skabte spillets 2000 års tidsloop som gør det muligt i spilserien at rejse gennem tid, og i sidste ende, forvandlede sig til Chaos. Sikke en gamechanger!
Det er en kæmpe twist som historieudvikling som ikke er set før. De forskellige event og begivenheder Jack skal igennem, giver mere kontekst til hans voldelige rejse gennem landet Cornelia. Det er ikke en forudsætning for at nyde historien, at skulle kende til de originale historier, faktisk, tror jeg det er helt okay hvis du ikke har. Historien er meget interessant, og meget anderledes end de FF spil jeg har spillet. Spillet har en flok hovedpersoner, som tror de er lysets krigere, men rent faktisk er de fjenden. Taget betragtning at vores hovedperson, Jack, er antagonisten Garland, så er her ikke meget Anime i lalaland med boblende scener i naturskønne omgivelser og nuttede kæledyr. FF har uanset spiludgivelser fra serien, altid været spil som indgyder håb til spilleren, og skæve eksistenser kan i fællesskab redde hele verden, hvis de står sammen, også selvom der forekommer tab undervejs. En klassisk historiefortælling, noget man forventer, selvom hvert spil som oftest er helt unikke i historier og karakterer med enkelte hints og referencer til evt. tidligere udgivelser. Stranger in Paradise indeholder en mørkere historie, og hvor produceren Jin Fujiwara fra Square-Enix har udtalt sig at gennem tiden, så har mange skurke fra FF-universet har blot været der som en del af spillet, men ingen ved egentlig hvem de er, og hvilken baggrundshistorie ligger der mon bag. Hvilket der bestemt er noget om. Den eneste skurk som jeg husker vi kommer tæt på, er Sephiroth i FF7, han havde lidt ’mama issues’ som kunne være guf for Sigmund Freud. Og Edea i FF8 fik vi også noget baggrundsviden om, selvom hun faktisk endte med at være en af de gode, men ellers er det jo rigtig nok. Der har ikke været meget fokus på ophav på skurkene i FF, og slet ikke som en del af en hovedperson. Det er dog ikke helt noget nyt at have fokus på mørket og mere fokus på det psykologiske traume, som kan drive en velkendt karakter i spil eller film, til at blive en ond og mørk skurk. Jokeren fra DC-universet fik for nogle år tilbage endnu en film hvor han er hovedpersonen, men i denne film kommer man helt tæt på hans opvækst, og med filmen begynder man at forstå, hvorfor hans sær-prægede latter har så stor en indvirkning på hans karakter, og vi som publikum vil til slut i filmen ende med at have ondt af ham og føle sympati for det liv han havde levet og danne en forklaring på hvorfor han endte som den mand han nu er. Jack er en kriger, der omfavner sit mørke og gennem spillet giver det en alternativ forklaring, i en slags parallelt univers af de første FF-spil, på hvorfor han tager den retning i sit liv og bliver en af de onde. Dette aspekt er udgangspunktet i historien i Stranger of Paradise. Så hvis fundamentet for spillet har så lækker og en spændende historie, kan gameplayet og dit møde med Jack så leve op til det vi nu ved?
Det er ikke kun grise som grynter. Det er Jack og hans venner et levende bevis på. Du mærker hurtigt i spillet det er en slags underliggende kontinuerlig kode for at pause på en kort fundering med rynkede bryn i panden. Disse pauser forekommer hele tiden, ikke engang Geralt fra The Witcher kan være med her. Jack er lige så emotionel som The terminator. Du får ikke meget bag-grundshistorie på ham, men han er sur, og siger gentagne gange han er ude efter Chaos. Og han er ikke bleg for at genfortælle dette, i tilfælde af du bliver ramt af et dement øjeblik i spillet, så sørger Jack for at altid holde dig ajour med målet er; At finde Chaos og knuse ham.
Jack møder i starten af spillet 2 fyre på en vej ved navn Jed og Ash, som også er blottet for følelser, og efter et kikset fistbumb står 3 gryntene fyre med et æg i hver deres hånd, som senere viser sig at være krystal æg som bliver drænet af en mystisk kraft. Og med sådan et startskud, beslutter de sig for at gå på eventyr sammen. Bevares, påsken er lige for døren, så det er vel sæsonrelevant at være på æggejagt, men de indgyder på ingen måde likability, de er der bare.
Kampsystemet i Stranger of Paradise, har en overvældende menu til at starte med. Der er forskellige klasser, du kan opgradere dig i, og klæde dig efter. En feature som vi ikke rigtig har stødt på i tidligere versioner af FF-udgaver er Soul Shield. Det er et magisk skjold man kan bruge for at blokere indkomne angreb, som dernæst kan slutte kampen af med soul burst, som betyder at din fjende bliver destrueret i en million stykker hvilket er en lækker tilfredsstillelse efter endt kamp.
Som enhver FF-titel før denne, er der som regel altid gengangere af fjender eller andre karakterer. Vi får også her mødt Tonberries, Bombs, Marlboros og Cactuar, du kan senere i spillet kopiere evner fra modstandere og smide dem lige tilbage i hovedet af dem ved brug af dit soul shield.
Du får et hav af dimser og trøjer og våben som er lidt en tidsrøver, fordi hver gang du åbner en kiste eller dræber en modstander og modtager en håndfuld loot, skal du gå ind og se om det var bedre end det sidste ud fra de 200 dragter du ellers modtog indenfor den sidste halve time. Du kan trykke på funktioner som hurtigt udruster dig stærkest og bedst til det du vil, men der er altid noget som du kan lide som ikke nødvendigvis bliver en del af det outfit, og derfor kan dette være lidt noget rod at sammensætte dit gear.
De forskellige jobs man kan vælge, vil tage for lang tid at nævne. Men du kan blive næsten alt fra thief, forskellige magetyper, tyran, ninja eller bersærker blot for at vælge nogen. Spillet starter først med at Jack er en swordsman, og senere bliver der op til 27 forskellige veje du kan opgradere dig selv og dit team på, og spillet har heldigvis forskellige sværhedsgrader, så er du mest til at få historien med og kæmpe mindre, så kan man lige præcis dét. Hvis nogen kender til Elden Ring og deres Grace points, så vil man også i Stranger of Paradise blive bekendt med at savepoints er respawn steder hvor du dukker op igen hvis du dør i kamp. Modsat Elden Ring, mister du dog intet fra dit inventar ved dette. Valget mellem de mange jobs og classes og sammensætningen af dit team virker rigtig godt i kamp.
Når man forener alle i gruppen til at afdække de behov man nu kan have i en stor kamp, så måden man skifter evner og classes på er overraskende fedt. Dog er det nemmere at betjene store sværd, end at stå og fedte med magi, lad hellere dine kompagnoner stå med det rod. Hack and slash er vejen frem, ligesom Cloud i Final Fantasy 7. Grafikdelen er svær for mig at kommentere for meget på, da spillet virkelig ikke kørte specielt godt på min PC til trods for jeg havde specifikationerne til at angiveligt at køre det problemfrit. Hver eneste cut scene som rullede hen over skærmen, og hele menu-funktionen var perfekte i opløsningen, hvor selve gameplay mindede om et ps2 spil fra 2001. Stranger of Paradise er også blevet sammenlignet til et ældre spil, fremfor et nyere, og hvorfor de har lavet spillet på den måde, aner jeg simpelthen ikke. Men det giver spillet en særpræget stemning om at spillet er ældre end det er. Spillet har en co-op mode som bliver åbnet når du har fået adgang til verdenskortet i singleplayer delen.
Her kan man både skabe og deltage i en session, og beholde det man nu fik erhvervet i sessionen. Pga. min haltende PC var dette ikke noget jeg fik afprøvet, men ud fra kommentarspor på diverse fora, skulle dette være noget som folk har en hel del meninger om på godt og ondt, men bestemt en god måde at få tjent nogle Anima shards ind, så man kan opgradere lidt på sine jobs i hovedhistorien. Dertil er der også en forskel i co-op i genoplivning hvor man modsat singleplayer historien bliver genoplivet via et safepoint, så vil man i co-op opleve at man indenfor en speciel tidsramme kan nå at genoplive enten sig selv, eller medspillere med Phoenix Down, ganske som vi husker det.
Jeg er både over -og undervældet af dette spil. Det er frygtelig kikset og historien er fortalt sindssygt dårligt. Kender du det med at syntes en sang er så dårlig, men du elsker den? Eller en kikset film alligevel er på din top-3 over bedste film nogensinde? Stranger of Paradise er en pudsig størrelse. Umiddelbart ikke på min top 3 bedste final fantasy spil nogensinde spillet. Men heller ikke den dårligste. Dialogerne i spillet er pinagtige og ærgerlige. Vi kunne have dykket dybt ned og fået en spinoff på en skurk som vi måske kunne ende med at føle sympati for eller forståelse, og dette kommer aldrig til udtryk. Ideen var overraskende og revolutionær inden for spilserien, men udtrykket føles som en tysk chokoladekalender som er 5 år for gammel mod Antons Berg fine chokolader. Du skal nok æde dem, så de opfylder din lyst og dit krav til sukker trang og samtidig få overraskelsesmomentet med hvad mon er under næste låge. Men det er lidt lort, men også okay alligevel.
Jeg syntes man bliver fænget af de forskellige missioner fordi de har vekslende udtryk og kampene er også dynamiske og spændende. Der er en masse grafiske skønheder i spillet, og områderne er meget indtagende, og så er det unægtelig vanedannende. Job systemet er fedt. Du kæmper dig igennem, mestre opgaven, og videre til det næste. Og sammensætningen mellem to classes virker godt for at bedre skræddersy din spillestil. Du får alt for meget gear. Loot er altid fedt, man kan næsten ikke få for meget gear, indtil du svømmer i det. Jack er heller ikke den mest bevægelig karakter, han kan bl.a. ikke hoppe, hvilket er et af elementerne som får Stranger of Paradise til at føles som et ældre spil. Så spillet for mig vakler lidt på en vægtskål med hvad som virker og ikke virker, men jeg var underholdt i spillet enten fordi jeg fandt det plat eller spændende, og derfor får Stranger of Paradise 3 lamaer af mig.
Et godt spil som vi anbefaler, også til fuld pris.
Comments