Fakta
Udgiver: Namco Bandai Udvikler: BNE Entertainment Platform testet på: Xbox Series X Tilgængelige platforme: Playstation 5, PC
Lad os sammen tage en tur ned ad mindernes landevej, til året 2000.
Russel var gladiator, Angelina var væk i et minuts tid og Johnny og Juliet afhængige af chokolade.
Personligt så var jeg en ung knøs på blot femten somre, med to interesser; Fodbold og japanske rollespil. Af sidstnævnte slags, var jeg umådeligt glad for store, spraglede eventyr og det rolige tempo, i de turbaserede kampe.
Generelt, skulle ethvert JRPG., der kom til vores breddegrader afprøves. Tales of Eternia til PSP var derfor ingen undtagelse.
Umiddelbart var jeg yderst imponeret over de flotte animemellemsekvenser og historien begyndte såmænd ganske fint. Men chokket kom, da jeg landede i den første kamp. Her skulle jeg lige pludselig bevæge mine figurer og hoppe og undvige og angribe i real tid?
Jeg hadede det.
Hvis du nu tænker, ”Jamen, det kunne du da have læst i anmeldelser eller set i trailere i forvejen din idiot.” Så vil jeg forsvare mig selv ved at sige at for det første var der ikke mange anmeldelser af japanske rollespil i Danmark dengang, og især ikke fra mindre serier. Desuden var YouTube først noget der så dagens lys fem år senere. Men, som sagt, kunne jeg slet ikke forliges med denne hysteriske omgang knap trykkeri og derfor opgav jeg ret hurtigt Tales of Eternia.
Sidenhen har min smag dog udviklet sig markant og i dag nyder jeg et godt realtidskampsystem på lige linje med de turbaserede. Derfor har jeg også kastet mig over flere af Tales spillene senere hen. Tales of Vesperia er blandt mine absolutte JRPG favoritter.
Tales serien er primært kendt for to ting:
For det første unikke og action fyldte kampsystemer, og for det andet meget smukt animerede og tegnede anime mellemsekvenser. Desto ældre jeg er blevet, desto mere har jeg værdsat Tales serien og dens unikke tilgang til genren. I år er det 25-års jubilæet for serien og dette fejres med udgivelsen af Tales of Arise.
Bandai Namco sendte os, en uge før release, en anmelderkopi, som jeg var så heldig at få lov at kaste mig over. Inden spillet ankom, havde jeg dog allerede brugt en del tid med demoen, der udkom for en lille måneds tid siden. Min tid med demoen var en noget blandet fornøjelse. På den ene side, var det tydeligt der var blevet ofret mange timer og penge på den flotte grafik, men på den anden side virkede kamp systemet enormt rodet og den lille mængde historie man fik i demoen, virkede usammenhængende og endnu værre; kedeligt.
Heldigvis kan jeg straks afsløre at det endelige spil er af en helt anden støbning. Grafisk er spillet, ganske rigtigt, vanvittigt flot. Den grafiske stil får spillet til at føles som en tredimensionel anime film man er medvirkende tilskuer i og desuden er der ikke sparet på farverne. Spillet foregår ikke på vores jord og derfor har designerne taget sig en masse friheder og klasket en yderst varieret, og til tider vovet, farvelade ud over hele spillets kanvas og man ender med en verden som man har lyst til at spendere en masse tid i.
Lydsiden er lige så skarp. Både det japanske og engelske stemmeskuespil er af høj klasse og dialogerne leveres med den helt rigtige indlevelse og tone. Musikken er også rigtig lækker og underbygger fint det der udspiller sig foran dine øjne.
Ud over de ovenstående ting er der også sørget for en høj grad af tilpasningsmuligheder i indstillingerne så oplevelsen er så behagelig for så mange forskellige typer mennesker som muligt.
Men disse gode takter var også til stede i demoen. Der hvor det endelige spil, for alvor, skiller sig ud fra demoen, er i historie og kampsystem.
Lad os begynde med historien. Her føler jeg virkelig både markedsføring og demo har gjort mere skade end gavn. Du spiller Ironmask. En slave, der bærer rundt på en jernmaske så hans ansigt er helt dækket. Man kan dog tydeligt se at denne person er den samme som præger både spillets cover og diverse trailere og demoen. Derfor mister øjeblikket, hvor masken fjernes, også en del tyngde, desværre. Desværre, fordi det er tydeligt den scene skal føles som et stort øjeblik, men på grund af diverse afsløringer i markedsføring og demo er det svært, for alvor, at blive revet med i den scene.
Når det så er sagt, er det heldigvis den eneste anke jeg har ved historien. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, da historiens udvikling er en stor del af hvorfor historien fungerer så godt. Men overordnet set, er det en historie om undertrykkelse, diktatur og især hvordan mennesker reagerer på disse ekstreme forhold. Det er tunge emner, men de behandles med den rette respekt og tyngde. Samtidig er hver af hovedpersonerne unik og føles ikke som simple klicheer. For mig er dette uden tvivl den stærkeste historie i noget Tales spil og generelt blandt de stærkeste historier i noget JRPG i flere år. Desuden er tempoet i historiefortællingen fremragende. På intet tidspunkt føles historien som om den træder vande, tvært imod sørges der for, at der er en konstant fremgang med små twist i plottet og naturlig karakterudvikling, der holdt mig dybt engageret hele vejen. Netop tempo er ofte et problem i japanske rollespil, hvor selv genre darlings som Persona 5 og Final Fantasy spillene er hæmmet af lange afsnit uden reel udvikling. Som nævnt er dette dog slet ikke tilfældet i Tales of Arise og jeg håber andre japanske instruktører lærer af dette fremover.
Ud over hovedhistorien er der rig mulighed for at kaste sig over sidehistorier. Disse er typisk af en mere afslappet karakter end hovedhistorien. Normalt kunne det sagtens føles ødelæggende for alvoren i hovedhistorien at tilføje humor elementer i sidehistorierne, men jeg føler det er velbalanceret her. De er tilpas korte og ofte lagt lige efter at et større event er sket så tonen passer ind i den generelle historie på det givne tidspunkt. Igen vil jeg ikke afsløre for meget men jeg var imponeret over at disse side historier ikke føltes som tilfældige side opgaver der blot skulle fylde, men havde samme nøje tilpasning og direktion som resten af historien. Ud over disse er der også masser af ekstra opgaver at tage sig til. Her er ting som at hjælpe med at drive et landbrug, lave mad og finde opskrifter, træne i et kampakademi og meget mere. Ingen af disse er nødvendige for gennemførelse af historien men tilbyder blot afveksling der kan give noget fordele og styrker til dine karakterer.
En god historie hjælper dog ikke meget i et JRPG hvis ikke kampsystemet fungerer. Især i et Tales spil, hvor kampene er talrige og det er et kernepunkt. Som jeg nævnte helt i begyndelsen, kunne jeg virkelig ikke døje min første oplevelse med Tales of Eternia, og på samme måde havde jeg det faktisk med demoen af Tales of Arise.
Det var rodet og virkede mest af alt som tilfældig knaptrykkeri.
Igen er hovedspillet dog en helt anden oplevelse.
Som det har været trenden i mange japanske rollespil de senere år så er der også her rig mulighed for at købe nye kostumer til sine kæmpere. Heldigvis er disse mikrotransaktioner kosmetiske og selv de våben man kan få ved at købe Deluxe udgaven af spillet, bliver relativt hurtigt afløst af bedre våben man selv kan lave i spillet. Kostumerne der kan erhverves, er meget forskellige og selvfølgelig er der også en serie af badetøj.
Det virker ærlig talt komplet åndsvagt at rende rundt i en verden hærget af krig og slaveri i en lille tætsiddende bikini.
Som nævnt er disse dog noget der erhverves udenom spillet, enten i form af køb af deluxe udgaven eller som ved at købe dem i onlinebutikken til spillet. Havde de været en integreret del af spillet havde jeg kritiseret det kraftigt fordi det så havde haft en ødelæggende effekt på spillets stemning. Men eftersom de her er 100% optionelle og ikke umiddelbart en del af spillet vækker de blot en mild undren.
Det store problem med demoen er at man bliver kastet ind i midten af spillet og har hele sit hold og alle deres evner og systemer at forholde sig til, på én gang. Situationen er dog en helt anden når du får lov at spillet hele spillet fra begyndelsen. Her begynder du med en figur og nogle få systemer som så langsomt udvikles organisk.
Da jeg nåede til samme punkt i spillet, hvor demoen starter, flød kampsystemet som en smuk symfoni, fremfor en 3 årigs tortur af en trompet.
Kampsystemet er nøjagtig det samme, men tiden der bruges på trinvis at indføre spilleren i de mange aspekter og de forskellige karakterers styrker og evner gør en kæmpe forskel på følelsen. Hvor jeg i demoen følte mig som en beruset sumobryder i en porcelænsudstilling, følte jeg mig nu som en yndefuld kriger der danser hen over slagmarken og med præcision undviger og udspiller sin modstander. Hvad jeg uden den rette forståelse følte som et rodet og hektisk system med manglende kontrol, føles nu som et utrolig skarpt designet kampsystem med masser af dybde og, vigtigst af alt, fuld kontrol hos spilleren.
Som spiller styrer du én af figurerne, du vælger selv hvem. Hver figur har standardangreb og specialangreb, såkaldte artes. Hvis man væver disse sammen og skifter mellem dem, kan man forlænge mængden af angreb og lave længere kombinationsangreb.
Ud over dette, kan man lave specielle undvigelser af fjendens angreb og lykkedes det at time disse rigtigt kan man lave et ekstra stærkt kontra angreb der bryder fjenden. Desuden har hver figur et specialangreb som man aktiverer ved hjælp af retningstasterne. Dette kan være et angreb der afbryder fjendens magi, slår hul på deres forsvar osv. Denne sidstnævnte type angreb har dog længere nedkøling og derfor er det vigtigt man timer brugen af disse til den mest effektive situation.
Desuden har hver figur mulighed for at gå i en slags overdrive tilstand, hvor de angriber ekstra hurtigt, gør mere skade etc. Denne har en vis længde og man kan indenfor denne aktivere et ekstra stærkt angreb. Dog skal man være obs på at dette angreb afslutter overdrive modusen.
Derudover kan man udføre såkaldte Strikes når fjenden er tilpas lavt i liv. Disse får flere af figurerne til at lave et ekstra stærkt angreb sammen. En fællesnævner der går igen i dette system er timing. Man bliver belønnet for at bruge de rette bevægelser og angreb på det mest effektive tidspunkt og det føles yderst tilfredsstillende at gennemføre en kamp på den mest effektive måde.
Kontrollen er knivskarp og dermed lykkedes det altså at have et kampsystem der foregår i højt tempo, men som alligevel belønner timing og præcision. Hvis ovenstående ikke allerede har gjort det krystalklart, så vil jeg understrege, at jeg knuselsker det her kampsystem. Det er hamrende sjovt og hver en kamp er et festfyrværkeri af fede evner og angreb.
I det hele taget er jeg svært begejstret for Tales of Arise. Det er ikke blot min favorit indenfor Tales serien men placerer sig også lunt og godt i toppen af spil jeg har spillet i år.
Det her er i en fantastisk fejring af 25 år med Tales serien og i sig selv et bragende godt japansk rollespil som fans af genren ikke må gå glip af.
Comments